En af de store

I sidste uge fik vi beskeden om, at Sally pr. 1.11. skal afleveres i alrummet i vuggestuen – altså bliver hun et af de ‘store’ børn!

Hun er jo godt nok over 2,5 efterhånden og hun trænger usandsynlig meget til at få noget modspil af nogle større børn. Men alligevel! Min baby er helt forsvundet og der er nu en yderst selvstændig og grænsesøgende pige tilbage der rammer børnehave og 3 år inden vi får set os om.

Altså jeg ved ikke hvem der skruede fuldstændig vandvittigt på tiden og glemte at informere mig om, at en dag kan (eller vil) hun bestemme stort set alt selv. At en dag er hun så stor, at hun siger nej tak til kram! At hun en dag selv bestemmer om hun vil løftes op og at hun en dag selv hopper i sine gummistøvler, åbner døren og gpr ud i haven!

Til gengæld sker der også der når tiden går så skide stærkt, at man en dag kommer for at hente hende i vuggestue og hun løber en i armene alt imens hun råber ‘moar’ og man går der største møs. Pludselig er hun så stor, at hun fortæller alle på sin vej, at jeg er hendes mor imens hun peger eller klapper mig på hånden.

Og lige pludselig en dag er hun faktisk  blevet så stor, at hun siger ‘jeg elsker dig’ inden hun skal i seng ❤️

Min veninde sagde engang ‘når du får børn, så skal du bare blinke med øjnene én gang og så er de flyttet hjemmefra’. Det er så rigtigt… det er sådan det føles. Ét blink og så var hun en af de store.

Skriv et svar